Men der må gerne være pang på tilbehøret. Gardiner i pangfarver, med mønstre eller metalliske effekter bliver efterårets hit.
Hvide vægge, lyse møbler og rene linjer. Dansk boligindretning er præget af enkelhed og en kølig, elegant og meget skandinavisk stil. Men efterårets trend går i retning af tilbehør i mere vilde farver og fantastiske mønstre.
De fleste tilsætter trenden i form af sofapuder eller brugskunst. Men trenden kan også komme til udtryk i gardinerne. Efteråret hos Garant er præget af en kreativ og farverig vildskab, der betyder et spændende sortiment i gardiner og gardintekstiler.
Efterårets gardin-farver spiller sammen med de farver, man ser i den øvrige mode. Det er den stærke solgule, den markante kermit-grønne, den legende pink og den drømmende turkise.
Farver som alle taler til det kreative i boligindretningen, og som alle kan bruges i en spændende kombination med basisfarver som sort og hvid. Mønstrene er grafiske og organiske. Præget af en rolig helhed men alligevel sprælske.
En anden stærk trend som først kom til udtryk i tøjmoden, og nu også flytter ind i boligen er brugen af metalliske effekter. Guld, kobber, sølv og andre ædle metaller kommer også på gardinerne.