Find det rette trægulv til din bolig...
Principielt kan alle træsorter anvendes til gulve
Men træsorten er afgørende for udseende, brugsegenskaber og vedligeholdelse. Af betydning for brugsegenskaberne er især dimensionsstabilitet, hårdhed og træets slidstyrke.
Dimensionsstabilitet
Trægulve svinder og udvider sig hen over året, afhængigt af luftfugtigheden. Tunge træarter svinder og udvider sig mere end mindre tunge træarter. Denne egenskab angives normalt med en talværdi (mm/m) for hver træsort. Svind og kvældning for et gulvprodukt afhænger dog også af andre forhold end selve træarten, idet både densiteten (vægtfylde) og opskæringen (årringsretningen) har indflydelse på egenskaben. En eksakt talværdi for svind/kvældning kan derfor i praksis ikke angives.
Hårdhed og slidstyrke
Generelt vil træarter med stor densitet have større hårdhed og slidstyrke end træarter med lav densitet.
Almindeligvis forbindes træets slidstyrke med træets hårdhed, og dermed med modstandsevnen overfor trykmærker i overfladen, fx fra stoleben og stilethæle. Træartens hårdhed angives ofte i talværdier fx Janka og Brinell. Der findes ikke Janka-eller Brinell-værdier for alle træarter til gulve og de to værdier er ikke umiddelbart sammenlignelige.
Da der for de fleste træarter er en sammenhæng mellem træets densitet (vægtfylde) og hårdhed, er densiteten anvendt som udtryk for træets hårdhed og slidstyrke med angivelse af den variation, der naturligt forekommer i den enkelte træarts densitet/hårdhed afhængigt af voksested og vækstbetingelser.
I praksis betyder det, at der kan forekomme gulvbrædder fra en hård træart, som ikke har større hårdhed end de hårdeste brædder fra en mindre hård træart. Den slags variationer forekommer altid i et naturmateriale som træ. Variationerne kan begrænses ved sortering af træet, fx efter densitet som det oftest sker ved indkøb af træet fra geografiske områder, hvor de ønskede trækvaliteter findes. Egenskaberne for de færdige produkter afhænger ud over af træarten også af gulvmaterialets opbygning, fremstilling og overfladebehandling, fx om træet indgår i en lamelopbygning eller er massivt, og om det fx er lakeret eller lud/sæbehandlet.
For massive brædder og parketstave er egenskaberne de samme som for selve gulvproduktet, mens lamelbrædder, pressetørret træ mv. kan have egenskaber, der i større eller mindre grad afviger fra selve træmaterialets egenskaber. For næsten alle de omtalte træarter gælder det, at der er mange beslægtede arter, som kun afviger lidt i udseende og egenskaber.
Sortering
Trægulve kan inddeles i klasser efter udseende. Træmaterialer kan sorteres efter farveforskelle imellem brædder eller stave, antal og udseende af knaster og tilsvarende vækstejendommeligheder mv. For nogle træarter kan der være betragtelige forskelle, fx farvemæssigt, mens andre træarter har et mere ensartet udseende.
Der findes ingen fælles standarder for, hvordan sorteringen skal foretages, eller hvad de forskellige klasser kaldes. Det betyder, at leverandørerne anvender forskellige, men dog som regel ret ensartede sorteringskriterier. Desuden anvender hver leverandør sine egne betegnelser for sorteringerne.
Normalt vil en sortering i tre eller fire klasser være almindelig. For nogle træarter leveres gulvene kun i en sorteringsklasse. Valg af trægulv og sorteringsklasse sker bedst på grundlag af prøver større end 1 kvm. og helst i form af rumstore prøver. Ved større opgaver anbefales det, at der udføres et prøvegulv, for at sikre at resultatet svarer til forventningerne. Især ved leverance af gulve, der afslibes og overfladebehandles efter lægning, fx massive parket- og bræddegulve er et prøvegulv af betydning for vurdering af det samlede resultat.
Vælg overfladebehandling efter smag
Ud over at tilbyde dig et af markedets største udvalg af trægulve giver vi dig også mulighed for at vælge mellem forskellige overfladebehandlinger, der bevarer den ægte træfølelse og er af absolut højeste kvalitet.
Silkemat lak / matlak / dybtonelak
Bevarer træets karakter og lader det komme til sin fulde ret ved at fremhæve dets naturlige og levende struktur. Giver desuden den bedste slidstyrke og gør gulvet nemt at holde rent. Den acrylatbaserede og UV-hærdende lak, vi bruger, er naturligvis helt uden opløsningsmidler, formaldehyd og isocyanat.
Træinformation
Træinformation (tidligere: Træbranchens Oplysningsråd) kan kontaktes i forrbindelse med yderligere information og køb af bøger om trægulve på
tlf. 45 28 03 33.
Når du skal vælge nyt gulv, er der flere ting at tage hensyn til. Har I brug for gulvvarme, og skal der lægges dampspærre? Og hvad skal det kunne holde til - og hvor længe?
Efter 20 år i branchen ved jeg, hvad jeg taler om - og jeg er klar med rådgivning, så du får lige den løsning, der er rigtig for dig.
Erik Jensen, Garant
