Viden om væg til væg tæpper

Hvad skal jeg vælge?

Viden om væg til væg tæpper

Stuen
Der stilles større krav til et stuetæppe af en familie, hvor rummet benyttes hyppigt i dagligdagen, fremfor en familie hvor stuen kun benyttes når der er gæster. Det er derfor vigtigt, at ens egentlige behov for et stuetæppe er klart i en købssituation. Der anbefales derfor heller ikke et bestemt tæppe til stuen. Det er flot med et blødt og langluvet tæppe, men hvis børnene spiller bold og leger i stuen, er en anden type tæppe måske mere velegnet.

 

Værelser
I soveværelset er det dejligt med et blødt langluvet tæppe, mens et lignende tæppe måske ikke er et alt for heldigt valg i børneværelset. Her hører det sig måske bedre til med et mere robust tæppe. Derfor: Det er vigtigt at gøre sig klart, til hvilket formål tæppet skal bruges. Selvom tæpperne er af forskellig type, er det muligt at finde farver og mønstre der matcher.

 

Andre rum
Det er vigtigt, at tæpper i gange/entréer er meget slidstærke, da der her er en stor daglig passage. Derfor anbefales det her at benytte et tæppe, der er kortluvet og uopskåret.

 

Giv tæppet en sund start i hjemmet
Et sundt og komfortabelt liv med tæpper starter allerede, inden forhandleren leverer tæppet eller lægger det på. Det er vigtigt, at gulvet og de faste installationer i det pågældende rum, hvor tæppet skal ligge, er rengjorte. Gulvet skal være tørt og plant, ligesom møbler m.v. selvfølgelig skal fjernes. Det er afgørende for indeklimaet senere, at der foretages rengøring inden pålægning af tæppet.

I forbindelse med nybyggeri eller ombygning er løbende rengøring en god idé, ligesom der, hvis muligt, gerne må gå et par dage mellem maling af vægge/lofter og pålægning af tæpper. På denne måde kan man sørge for, at de stoffer, der afgives fra de nymalede flader, forsvinder inden pålægning af tæppet. Ligesom det er en god idé under malingen at afdække allerede pålagte tæpper og andre tekstiler, så stofferne fra malingen ikke hænger i tæppet/møblerne.

Anvisningerne fra tæppeleverandøren skal følges nøje, hvis man selv vil montere tæppet.

 

Vigtigt:
Tæppet skal støvsuges grundigt straks efter pålægning. Derved fjernes snavs, der er opstået ved pålægning, såvel som eventuelle overskydende fibre.

 

Læs mere om vedligeholdelse af tæpper fremstillet af 100% ren ny uld
Læs mere om vedligeholdelse af tæpper fremstillet af kunstfibre
Læs mere om vedligeholdelse af tæpper fremstillet af naturfibre