Pakistanske tæpper

Pakistans produktion af ægte håndknyttede tæpper går faktisk ikke længere tilbage end til 1947

Pakistanske tæpper fra Garant

Pakistans produktion af ægte håndknyttede tæpper går faktisk ikke længere tilbage end til 1947, da det daværende Indien deltes i det hinduistiske Indien og det muslimske Pakistan. Tæppeknytningen var tidligere blevet bragt til Indien af muhamedanske stormoguler, der placerede produktionen omkring de større indiske byer, fortrinsvis i den hinduistiske del af landet. Ved de voldsomme uroligheder i 1947 flygtede hinduer og muhamedanere til henholdsvis de hinduistiske og muhamedanske dele af landet, og på den måde kom de muhamedanske tæppeknyttere til Pakistan.

Pakistanske tæpper fra Garant

Ægte håndknyttede tæpper er en af Pakistans vigtigste eksportvarer, hvorfor en stor del af befolkningen er beskæftiget inden for knytning og forarbejdning af ægte tæpper. Produktionen af ægte tæpper foregår primært i Karachi og Lahore, samt i Pershawar langs grænsen til Afghanistan og Indien, hvor afghanske flygtninge har opbygget en ikke ubetydelig produktion af tæpper i traditionelle mønstre og farver. Samtidig står Pakistan også for fornyelse i mønstre og farver, med udgangspunkt i - og med respekt for - håndværket.

Kvaliteter
De tæpper, Garant forhandler, kommer primært fra området omkring Lahore i det nordlige Pakistan. Tæpperne i 3-tråds kvaliteten er i newzealandsk uld af en meget høj kvalitet og har ca. 310.000 knuder pr. m2. Kvalitetsbetegnelsen hedder 10x20, hvilket betyder, at der er 10 knuder i vandret retning med skudtråd på 1 engelsk inch = 2,54 cm., og 20 knuder pr. inch i lodret retning over kæden.

Livets Træ - Pakistanske tæpper fra Garant

Livets Træ knyttes også af newzealandsk uld, og kvalitetsbetegnelsen er 16x18, dvs. ca. 450.000 knuder pr. m2. 2-tråds kvaliteten knyttes af en blanding af lokal og australsk uld med en knudetæthed på ca. 280.000 knuder pr. m2, hvilket svarer til kvalitetsbetegnelsen 9x18. Kædesystemet er i alle tre kvaliteter altid bomuld.

Fremstilling
En erfaren tæppeknytter kan knytte ca. 8.000 knuder på en arbejdsdag, hvilket betyder, at han/hun bruger ca. 110 arbejdsdage på at knytte et tæppe på 140x200 cm. Herefter sendes tæppet til vaskeriet, hvor det vaskes med vand og sæbeskum i ca. 3x8 timer, hvorefter det lægges til tørring i solen i ca. 3 dage. Netop derfor er tæppeproduktionen meget afhængig af vejret, og i regntiden, hen over sommer, er det praktisk taget umuligt at færdiggøre tæpperne til afskibning. Når tæppet er tørt, bliver luven klippet til, og efter knap 20 ugers arbejde er det endeligt klart til salg.

Mønstre - Pakistanske tæpper fra Garant

Mønstre
Garant´s tæpper knyttes i mønstrene Bokhara, Tekke, Kafkaz og Livets Træ. Bokhara er et af de mest elskede mønstre i hele Centralasien, og det er oprindeligt et turkmensk tæppe, som blev knyttet af folk fra Tekke stammen. Tekke har sin rod i Bokhara, faktisk er Tekke mønstret magen til Bokhara, hvor man blot har fjernet den runde ”elefantfod”.

Kafkaz mønstret har sit udspring i de kaukasiske tæpper med to eller tre medaljoner. Mønstret er stiliseret og geometrisk, hvilket giver tæppet et rustikt udseende.

Livets Træ er et af de ældste både buddhistiske og muslimske symboler på menneskelivet, og det har stor religiøs betydning. F.eks. findes Livets Træ som ornament på kunstfærdigt indbundne udgaver af Koranen. Livets Træ optræder også ofte i bedetæpper. Mønstret forekommer i mange forskellige former, nogle meget stiliserede, mens andre som f.eks. Livets Træ tæpperne er smukt detaljerede.